Jeg prøver drastisk at skære ned på mit indtag af sukker og det er altså svært når man virkelig bare elsker is! Sådan en omgang Ben&Jerrys med cookie dough er altså bare guld værd til en video aften under de varme dyner og så når de er på tilbud til kun 39,- så er det jo slet ikke til at stå for. Problemet er jo bare at jeg får alt for meget sukker – ja hvad er alt for meget sukker? Tja det ved jeg heller ikke rigtig, men jeg har nu sat mig for at skære ned. Det hænger i bund og grund også sammen med at jeg her på det sidste har kunnet se en ændring i forhold til min træning. Hver tirsdag går jeg til Cross-løb i mit elskede DGI og jeg kan mærke at jeg er blevet en del hurtigere og jeg har fundet ud af at jeg kan presse mig selv meget mere end jeg hidtil har gjort. Dertil kommer også at der er begyndt at komme flotte markeringer på min ryg, hvilket jeg elsker og så skal jeg heller ikke bruge hjælp til at skrue låget af et nyt glas marmelade. Når man så kan se at det hele går op i en højere enhed og at der rent faktisk er en mening og et resultat med galskaben, ja så bliver man altså også virkelig motiveret til at blive ved og give den en ekstra skalle og så derfor starter jeg med sukker nedskæring og det gælder også stivelse.

I stedet for den traditionelle og vildt lækre is har jeg så fundet et dejligt alternativ helt uden tilsat sukker og det er jo bare win win som man siger. Jeg har fundet ud af hvor praktisk det virkelig er altid at have frosne bananer – skåret i skiver – til at ligge i sin fryser. Det er så nemt bare lige at hive en portion frossen banan frem og lige blende det sammen med en håndfuld jordbær og vupti vupti så er der bare den dejligste og mest friske is – eller ja det er jo nok mere sorbet. Men det smager jo vidunderligt og så er det altså også meget billigere end den bøtte Ben&Jerrys.

Lækker is til en dejlig hyggeaften!

Lækker is til en dejlig hyggeaften!